Træk af dansk møllebyggeris historie
 |
Lise Andersen:
”Træk af dansk møllebyggeris historie”
Nordjyllands Historiske Museum, 2011
432 sider rigt illustreret, firefarvetryk, indbundet. Engelsk resume.
ISBN: 978-87-92687-06-7
Pris: 398 kr. Kan købes ved henvendelse til Nordjyllands Historiske Museum,
eller tlf. +45 9931 7463. |
Anmeldelse
Niels-Holger Larsen
Lise Andersen har skrevet en stor, tyk og vægtig bog, ikke kun i hånden, - også i ånden. Det er et meget væsentligt, gennembearbejdet og sobert bidrag til historien om og forståelse af dansk molinologi.
Forfatteren er museumsinspektør ved Nordjyllands Historiske Museum, der driver en gammel hollandsk mølle, og har netop åbnet en møllehistorisk udstilling i Hadsund. Hun er en kendt og respekteret person i danske møllekredse, men også internationalt som TIMS danske repræsentant.
Hvorfor kaster en museumsinspektør i det nordjyske sig over et så stort emne, som at skrive om dansk møllebyggeris historie? Det fortælles der om i forordet. Som leder af det lille museum i Hadsund overtog hun i 1994 en nedrivningstruet, men dog fredet, mølle – den skulle flyttes. Lise Andersen protesterede og fik så møllen tilknyttet museet. Og her startede forfatterens ”Don Quixote-ridt” - ikke kampen mod vindmøller, men for vindmøller. Kampen har været - og er - ivrig, engageret, stædig og vedholdende kombineret med en sjælden faglighed. Nu har vi fået tre meget flotte resultater – en restaureret vindmølle, en møllehistorisk udstilling, og ikke mindst denne store bog om det danske møllebyggeri. Den kan vi være meget glade for!
Lise Andersen har ikke gjort det ikke alene. Hun tilegner sin bog til afdøde møllebygger John Jensen, som åbenlyst har lært hende meget, men John Jensen har uden tvivl også lært meget af hende. I et tæt samarbejde om restaureringen af Havnø mølle, gennemførelsen af møllepasserkurser og senest et registreringsprojekt for møllerne i Nordjylland, har de to været mange af molinologiens problematikker igennem.
John Jensen døde alt for tidligt. Han var, som mange møllebyggere før ham, vidensøgende, eftertænksom og arbejdsom med udpræget håndværkerære, men arbejdet sled ham op. John Jensen var ordblind – et handicap han ikke skiltede med, men nok kæmpede med. Men Lise Andersen kunne både læse og skrive! – hun kunne finde og læse de gamle håndskrifter, men ét er at kunne læse dem, et andet er at forstå dem – og der kunne John Jensen hjælpe. De to havde mange projekter sammen – de stod midt i dem, da John Jensen døde i 2008. Med sin stædighed, og ikke mindst sin ansvarsfølelse overfor at videregive det, som de i fællesskab havde opsamlet af viden, fortsatte Lise Andersen arbejdet. Hun er en sjælden flittig person, og hun kan som akademiker og som professionel museumsformidler sit kram. Lise Andersen bruger i titlen til sin bog ordene træk af – hun ved godt, at bogen ikke er endegyldig – man bliver aldrig færdig. En god og frugtbar holdning.
Bogen indledes med en oversigt over dansk molinologi – hvem har været betydelige bidragydere til det danske mølleris historie. Det er ikke blot en opremsning, men tillige en kritisk præsentation af de personer, der har arbejdet med emnet.
Herefter er bogen disponeret i historiske perioder fra den tidlige middelalder, hvor møller gjorde sit indtog i Danmark, og frem til i dag, hvor møllebyggere ikke mere bygger nye møller, men bevarer og restaurerer dem, vi har tilbage. I den sammenhæng gøres der opmærksom på, at vi har ”glemt” at bevare valsemølleriet, højmølleriet, i al iveren for at bevare de gamle møller – det er synd, og det vil om nogle år være et stigende savn ikke have dette udviklingsforløb repræsenteret.
Perioderne er afgrænset ud fra de skiftende vilkår som møllere og møllebyggerne måtte virke under. Bogen afsluttes med kapitler om, hvordan industrialiseringen ændrede mølleriet, og samtidig vilkårene for møllebyggerne, – også i dag, hvor de traditionelle møllebyggere er blevet restaureringshåndværkere.
For hver periode beskrives de vilkår, møllebyggerne arbejdede under, hvilke typer af møller de byggede – både kornmøller og industrimøller, og hvor inspirationen kom fra - ofte udefra, som regel Holland, Tyskland og England. I hvert afsnit er der biografier – fortællinger om samtidige møllebyggere, deres virke og deres innovationer. Det er en anden måde at skrive møllehistorie, på end vi sædvanligvis ser det.
Grundtanken og budskabet er, at kulturhistorie, teknologi og håndværk går op i en højere enhed. Lise Andersen har det anerkendte og vedtagne regelsæt for bygningsbevaring,Venezia-chartret, som sin ”bibel”. Den bibel burde flere kende – og leve efter.
Bogen er ikke en håndbog for møllebyggere, men både møllebyggere og vi andre, der arbejder med molinologi, har god gavn af at læse den, og forfatteren har givet alle sine oplysninger kildehenvisninger, ligesom der er en fyldig litteraturliste, samt en ordliste.
Enkelte gange kan bogen dog have karakter af en ”lærebog”, som f.eks. når kammenes stil og vingernes stigning forklares, og skulle man komme med en kritik, så mangler der af og til en understøttende tegning til de detaljerede forklaringer.
En del af det, Lise Andersen skriver om, er selvfølgelig kendt viden, men her er det struktureret i en udpræget kulturhistorisk sammenhæng. Møllebyggerbiografierne er spændende læsning, også Poul la Cours internationale betydning for vore dages vindmølleteknologi og beskrivelsen af dagens vilkår for møllebyggerfaget, beskrevet med møllebyggerfirmaet John Jensen Aps som eksempel - forfatterens tro samarbejdspartner. Møllebyggerfaget har i århundreder været tilknyttet tømrerfaget. Det er tankevækkende, at faget først blev anerkendt som selvstændigt håndværksfag i 1948! Den sidste møllebyggersvend fik sit svendebrev i 1970, men som Lise Andersen skriver, så var møllebyggerarbejdet efterhånden blevet mere klejnsmedearbejde end træhåndværk.
John Jensen lærte faget som hustømrer med en supplerende læretid hos et møllebyggerfirma. Det samme gjorde hans søn Michael. Det bliver næppe anderledes fremover, men at holde traditionen i live kræver, at møllebyggerne bliver brugt og får udfordringer. Meget kan måske tegnes og beskrives, men et kendetegn ved møllebyggerfaget er betydningen af erfaring og specialviden, der skal vedligeholdes – det har både mølleejerne og fredningsmyndigheden ansvar for kan fortsætte. Dette har forfatteren med tydelighed anskueliggjort med sin bog – tak for det. Bogen er ikke læst på få timer, men man bliver fanget af det velskrevne og interessante indhold – god fornøjelse!
Sidst opdateret d.16. november 2011
|
